Oprydningsguide fra Bolius (uge 15)
Det kan være tillokkende at finde den ene oprydningsguide efter den anden for at finde de vise ord, der gør, at man på magisk vis får ryddet op i rodet. Jeg bliver altid så glad, når jeg finder en guide, men jeg ender ofte med at blive skuffet, for det kan være svært op “opfylde” den velmenende liste, som det er med så mange andre lister.
Alligevel får du denne ikke helt nye artikel og guide fra Bolius, fordi den nævner flere af de ideer, som jeg tidligere har nævnt, blandt andet det her med at starte med en meget lille del i hjemmet i stedet for at gå til opgaven, som om hybelen skal stå spotless 10 timer senere.
Se om du kan bruge en flig af oprydningsguiden. Du finder den her.
Smid ting ud der virkelig ikke kan mere (uge 14)
I denne uge har jeg hjulpet en bekendt med at rydde op. Jeg kastede mig blandt andet over krydderiskabet, hvor jeg vil gætte på, at der var minimum 50 krydderier og diverse blandinger i poser. Det gav meget god mening, for vedkommende er uendeligt passioneret omkring mad.
Men når nu jeg fortæller dig, at en stor del af krydderierne havde udløbsdato i 2001, vil du så ikke give mig ret i, at nogle ting er nemmere at rydde op i end andre? Mange af krydderierne havde fuldstændig mistet både farve og duft.
Da jeg var færdig stod jeg med en pose fuld af ren krydderi! Hermed en opfordring: Smid krydderier (og andre ting) som er langt over holdbarhedsdatoen, ud. Du bliver glad, når du finder ud af, hvor meget bedre overblik du får af øvelsen.
Et godt sted at starte er din krydderihylde. Det er et dejligt afgrænset område, og oprydningen kan allerede mærkes næste gang ud laver mad. Sæt i gang!
Mine copingstrategier når det hele virker håbløst (uge 13)
Når du ikke gider gøre det, som du føler, du burde gøre
Sæt et ur til at tælle ned fra et, to, fem eller 10 minutter (eller hvad der nu passer til din dagsform) og gør så aktiviteten. Jeg plejer til at sætte uret til et minut, og når jeg så alligevel er i gang, fortsætter jeg typisk lidt længere – og bagefter er jeg glad, fordi jeg hankede op i mig selv.
Når du ikke ved, hvor du skal starte
Beslut dig for at starte ét sted. Tag babyskridt. Hvad er vigtigst? Lav evt. en prioriteret rækkefølge. Kan du aldrig finde dine nøgler eller din pung, kan dagens gøremål være at finde det gode sted til netop dine nøgler og/eller pung. Er der så rodet, at du mister pusten, så start i et hjørne i dit hjem og gør det rydeligt. Du kan starte med en skuffe, en hylde, et bord etc. Det vigtigste er, at du kommer i gang. Og enten får du lyst til at fortsætte, når du er færdig efter 10-30 minutter, eller du kan klappe dig selv på skulderen, sige “godt arbejde” og beslutte dig for, hvad du skal kigge på dagen efter.
Sælg, sorter eller giv dine bøger til andre bogelskere (uge 12)
Det er lidt kontroversielt for ægte bogelskere, men jeg har gjort alle tre dele, og jeg har ikke fortrudt!
For nogle år siden da jeg havde rigtig mange bøger, besluttede jeg mig for at sortere og skrive alle bogtitler inkl. forfatter ned. På den måde fandt jeg ud af, at vi havde over 400 bøger i huset. Lidt for sindssygt (!), og det, jeg også opdagede, var, at jeg havde flere AHA-oplevelser, fordi jeg ikke anede, at vi havde adskillige af de bøger, som vi åbenbart havde.
Jeg endte derfor med at begynde at sælge mine bøger gennem SAXOs APP, hvor jeg på et tidspunkt fik et gratis abonnement over en længere periode. Jeg solgte mange bøger, men der er også ISBN-numre, som SAXO ikke accepterer, og her har jeg brugt Vinted i stedet – med stor succes. Men du kan også bruge Bogbasen, som jeg dog ikke har nogen erfaring med.

Vi er nu endt med ca. 20 bøger, som vi bruger tit f.eks. kogebøger med nemme (børnevenlige) retter, eller som har en sentimental værdi f.eks. har jeg bøger fra Chris MacDonald, som jeg knuselsker.
Resultatet er, at vi bruger biblioteket meget mere, og vi derfor får læst mere, fordi der er større udskiftning.
Giv dine DVD’er og CD’er videre og behold dem samtidigt (lovligt!!) (uge 9)

Vi elsker film og musik herhjemme, og vi har haft og har meget af det. Forskellen mellem før og nu er, at vi har lagt alt ind i open source-programmet Jellyfin. Det er fuldstændig genialt og lovligt på samme tid.
For det første har du altid al din musik og film ved hånden, og du har mulighed for at browse i det lige som for eksempel Spotify. Nedenfor får du en meget udførlig guide til, hvordan du kan gøre det.
Det er vigtigt at bemærke, at der er flere måder, man kan gøre det på. Uanset hvad er det et lidt tidskrævende forløb, men det lønner sig i sidste ende. Med andre ord sparer du ikke tid, men du frigør plads, dér hvor dine film og dvd’er tidligere stod.
Trin 1: Ripning af musik og film til din computer
1.1. Find et passende ripningsværktøj: Til musik-CD’er kan du bruge værktøjer som “Exact Audio Copy” (EAC) eller “iTunes” (på Windows eller Mac). Til DVD’er og Blu-rays anbefales “MakeMKV” eller “HandBrake”.
1.2. Installer og konfigurer ripningsværktøjet: Følg vejledningen på skærmen for at installere og konfigurere værktøjet. Sørg for at vælge den ønskede filformat og kvalitet.
1.3. Indsæt det fysiske medie i din computerens diskdrev.
1.4. Åbn det valgte ripningsværktøj og start ripningsprocessen: Vælg det ønskede filformat og kvalitet, og følg de specifikke instruktioner for værktøjet til at starte ripningsprocessen. Vent tålmodigt, indtil alle filer er blevet ripet til din computer.
Trin 2: Oprettelse af en biblioteksmappe og overførsel af filer
2.1. Opret en mappe på din computer: Opret en mappe, hvor du vil gemme dine musik- og filmfiler. Du kan navngive mappen f.eks. “Jellyfin Media”.
2.2. Kopier dine ripede filer til den oprettede mappe: Naviger til den mappe, hvor dine ripede filer er blevet gemt, og kopier dem til den mappe, du oprettede i trin 2. Dette kan gøres ved at markere filerne, højreklikke og vælge “Kopier”, og derefter gå til den nye mappe og vælge “Indsæt”.
Trin 3: Installation og konfiguration af Jellyfin
3.1. Download og installer Jellyfin: Besøg Jellyfins officielle hjemmeside og download installationsfilen. Følg installationsvejledningen trin for trin, og sørg for at vælge de standardindstillinger, medmindre du har specifikke behov.
3.2. Konfigurér Jellyfin: Efter installationen skal du åbne Jellyfin i din webbrowser ved at indtaste den relevante webadresse (normalt localhost:8096 eller IP-adressen til din server). Følg vejledningen på skærmen for at oprette en administratorbruger og foretage de grundlæggende konfigurationsindstillinger.
Trin 4: Tilføjelse af mediebiblioteker til Jellyfin
4.1. Log ind på Jellyfin: Brug den administratorbruger, du oprettede i trin 3.2, for at logge ind på Jellyfin, hvis det er nødvendigt.
4.2. Tilføj et mediebibliotek: Naviger til “Indstillinger” eller “Administration” (afhængigt af versionen af Jellyfin) og vælg “Biblioteker” eller “Mediebiblioteker”. Klik på “Tilføj bibliotek” og vælg den type medie, du vil tilføje (musik eller film).
4.3. Angiv stien til den mappe, hvor du gemte dine filer: Vælg den mappe, du oprettede i trin 2, og vent et øjeblik, mens Jellyfin scanner mappen for mediefiler.
Trin 5: Afspilning af mediefiler
5.1. Find dine mediefiler i Jellyfin-grænsefladen: Når scanningen er færdig, skal du kunne se dine musik- og filmfiler opført under det relevante bibliotek (musik eller film) i Jellyfin-grænsefladen.
5.2. Klik på en fil for at afspille den: Klik på en fil for at afspille den direkte i Jellyfin-grænsefladen. Nu er dine musik- og filmfiler klar til at blive streamet og nydt via Jellyfin!
Med denne guide burde du nu kunne rippe dine musik- og filmfiler fra fysiske medier, overføre dem til din computer og tilføje dem til Jellyfin.
OBS! Valg af filtyper i Jellyfin
Du skal vælge et format, der har en god balance mellem filstørrelse og kvalitet. Det kunne være H.264-video med AAC-lyd i en MP4-container. H.264 (også kendt som AVC) er en almindeligt anvendt video codec, der tilbyder en god komprimeringsgrad med bevarelsen af høj billedkvalitet. AAC er en effektiv lydcodec, der giver god lydkvalitet ved lavere filstørrelser. MP4-containeren er bredt kompatibel og understøttes af de fleste moderne afspillere og enheder. Ved at vælge H.264-video med AAC-lyd i en MP4-container kan du opnå en rimelig komprimering af dine filer uden at miste for meget kvalitet, hvilket er ideelt for streaming og deling via Jellyfin. Disse formater understøttes også af de fleste moderne browsere og enheder, hvilket gør det nemt at få adgang til indholdet uden ekstra software eller codecs.
1 års reglen + én ind og én (eller to) ud (uge 8)
Om et par uger flytter vi, så, som jeg også har nævnt tidligere, går det stærkt lige nu med at få sorteret og smidt ud/til genbrug. Derfor er to regler ofte i brug herhjemme for tiden:
Det ene kriterium, der bestemmer, om vi beholder en ting eller ej, er, om vi har brugt tingen det sidste år. Har vi ikke det, er det ud. Med dette kriterium kommer også tanker om, hvad genkøbsværdien er og besværligheden (let/svært) ved at skulle købe tingen igen. Det bliver lidt en afvejning. Langt det meste ryger dog ud, fordi ting simpelthen ikke bliver brugt.
Det andet kriterium er, at der skal (minimum) to ting ud, når en ny ting kommer ind i huset.
Disse kriterier gør det bare nemmere at få ryddet ud, når det sejler.
Den største forskel når du rydder op; nips og dimser (uge 6)
Jeg kiggede lige igennem siden her med inspiration til at få færre ting i hjemmet, og jeg kan se, at vi lavede en konkurrence herhjemme i uge 29 sidste år. Det handlede om at fjerne og smide én ting ud den første dag, to ting ud den anden dag, tre ting den tredje dag osv. Det endte med ikke at være så systematisk; I nogle perioder har vi smidt bunker af ting ud, i andre har det stået stille. Vi har dog hele tiden haft et mål for øje, nemlig en flytning til et mindre hus. I årets første måned har vi smidt 227 ting ud. Vi skal flytte om en måned, så slutspurten er sat ind!
Jeg kan se, at der er et klart mønster, og det er, at det er mange (RIGTIG mange) nips og dimser og af og til skrald, som vi smider ud. Jeg må konstatere, at mængden af sten, smadret legetøj og dimser, som jeg ikke aner, hvad engang har været brugt til, har været skræmmende.
Helt kort: Den største forskel har været, at fjerne ligegyldige dimser og nips. Prøv det! Du kan ret hurtigt se en forskel. Laver du en liste med de ting, som du smider ud, giver det ekstra motivation 🙂
Den samme kjole i et helt år (uge 5)
Jeg blev sindssygt inspireret, da jeg læste en artikel om Pernille Åalund i går. Hun har nemlig valgt at gå i den samme kjole, ikke bare en dag, en uge, en måned, nej, hun vil gå med den samme specialsyede kjole i et helt år. Vi står og skal til at flytte om en måned, og jeg må indrømme, at det har fået mig til at overveje, hvor meget tøj, jeg kan nøjes med i mit skab. Og ud over, at hun sparer oseaner af plads, sparer hun også tid, hvilket hun også nævner i artiklen. Du finder artiklen her.
Få mere tøj at vælge imellem uden at købe nyt tøj (uge 2, 2024)
Du har måske hørt om konceptet før, men her er en ide til dig, der er vild med tøj, men som hverken har råd eller plads til at købe dig fattig i det mest moderigtige tøj. På https://www.anothercloset.dk/ kan du for et fast beløb om måneden låne dig til et antal stykker tøj og på den måde hele tiden skifte ud uden for alvor at tage pengepungen frem.
Byt dig til pakkekalendergaver – spar tid, spar penge, spar plads (uge 47)
Jeg er formentlig for sent ude, men jeg har lige været inde for at oprette et opslag på en bytteside for Trekantsområdet for at finde mødre og fædre, der (også) leder efter små, fine pakkekalendergaver, men som ligesom jeg får tiks ved øjnene af legetøj, tøj mv. i ringe kvalitet. Derfor vil jeg prøve om jeg kan bytte mig til de små pakker og på den måde få ting, som andre tidligere har elsket, uden at få flere ting ind i huset. Skulle der være en enkelt spillop eller to herinde fra, der vil mødes med favnen fuld af gode sager, er jeg klar 🙂 Om ikke andet er ideen til et pakkekalender-byttemarked blandt venner, veninder og bekendte givet videre. Sæt i gang 🙂 Du kan finde mit opslag lige her.
Husk dit “why” når du sorterer og skiller dig af med ting (uge 43)
Det kan være tæskesvært at gå af med ting, som man
- har brugt sine surt tjente penge på
- er sikker på at man får brug for igen … i hvert fald inden for de næste par år
Derfor er det en god ide at have sit why i baghovedet, når man sorterere. En slags rettesnor.
Mit why er ting, som
- har ægte, sentimental værdi fra et positivt minde, beholder jeg. JA, ting, der relaterer sig til noget, der vækker negative følelser i mig, ryger ud.
- jeg elsker (for eksempel elsker at have på, elsker at se på fordi det gør mig glad eller elsker at læse/høre) beholder jeg.
- er nødvendige i mit liv, beholder jeg. Altså ting, som får hjulene til at køre (nemmere) rundt.
Falder de ting, som du overvejer at gå af med, ikke ind under ovenstående kategorier, så overvej, om det er ting til gemmerne, eller det ikke er på tide at sende det til genbrug. Jeg har skrevet et andet blogindlæg om dét at rydde op. Du finder det her.
Hvornår skal du sælge hvad? (uge 34)
Et af de råd, som går igen, hver gang emnet falder på minimalisme, er, at det er en oplagt ide at give de overskydende ting til genbrug eller at sælge dem. Men hvornår skal du sælge hvad? For et par måneder siden fandt jeg en liste, der angiver, hvad du skal sælge måned for måned. Kilden er DBA, men jeg har desværre ikke et direkte link. Du kan dog se listen herunder.
- Januar: barnevogn, kontorstol, akvarie, løbebånd, motionscykel, iPad.
- Februar: modeltog, minigraver, teak, reol, spejl.
- Marts: havemøbler, havetraktor, trailer, drivhus.
- April: gasgrill, racercykel, rulleskøjter, trampolin.
- Maj: barnevogn, fliser, jolle, legehus, kaninbur.
- Juni: køleskab, talt, plæneklipper, pool.
- Juli: autocamper, damecykel, tagboks, motorbåd.
- August: elcykel, elløbehjul, herrecykel og husbåd.
- September: andelsbolig, hjørnesofa, knallert, PS5, Pokémon.
- Oktober: drejebænk, guitar, PS4, Montana, Holloween.
- November: Plankebord, palisander, julepynt, bil.
- December: AirPods, Georg Jensen, Kay Bojesen, Royal Copenhagen, iPad.
Held og lykke med salget 🙂
Ny udfordring/vane: 1000 timers udeliv frem til 2. april 2024 (uge 13)
Jeg læste en artikel på Berlingske om fordelene ved at tilbringe mange timer udenfor. Helt kort opsummeret, oplever familien, at de har meget færre konflikter (for eksempel om skærmtid). De har også færre sygedage, et bedre humør og kondition. Samtidigt er børnene blevet mere kreative og er blevet bedre til at bruge deres fantasi, samtidigt med at de har fået mere viden om naturen og dyr. Har du, ligesom os, en drøm og ambition om at bo i et tiny house, forestiller jeg mig, at denne vane ofte bliver en del af pakken. Du kan læse om tre andre vaner, som vi har sat os for at implementere i 2023. Temaet minimalisme går igen flere gange.
Færre børnebøger med brikker fra vendespil (uge 48)
Herhjemme læser vi rigtig meget. Mellem en halv til hel time om dagen læser jeg for vores datter Alva på to og et halvt år. Det synes jeg i hvert fald er lang tid. Vi kommer igennem mellem to og fire bøger hver aften. Det kræver en del bøger, for selvom vi læser de samme bøger igen og igen, mister hun interessen. Hun kan bøgerne udenad.
Her kommer tippet, som gør, at vi ikke løber tør for bøger lige foreløbigt; jeg bruger brikkerne fra vendespil. Jeg starter som regel med en enkelt brik, som jeg synes, jeg kan fortælle om. I går startede jeg med billedet af et hus, og jeg fortalte Alva, at det var vores hus. Så fandt hun billedet af en bi, og jeg fortalte om bien Bumle, der bor lige uden for Alvas vindue. Næste billede hun gav mig var billedet en blomst, hvorefter jeg fortalte om, at bier er vilde med blomster. Og så videre, og så videre. Det kræver selvfølgelig, at du har lidt fantasi, men det er en virkelig god måde at få nye historier på uden at skulle investere i bunker af bøger. Alva elsker, at jeg tager udgangspunkt i hendes hus, hendes ting og hendes dagligdag. Det er win-win hele vejen rundt.
Få minimalisme tips fra profferne med en podcast (uge 47)
Jeg har nævnt podcasten Overskud med Sofie Østergaard før, men det må have været på siden for Små sparetips om penge. Overskud handler ofte om det HELT basale, når man skal til at investere i aktier eller lave en opsparing. For et par dage siden handle det dog om minimalisme, hvad det er, og hvordan du kommer i gang (se evt. indlægget fra sidste uge neden for 😉 Podcasten, der denne gang hedder Hvad er minimalistisk livsstil?, giver altså gode minimalisme tips til at komme i gang. Ready, set, go!
Pak dine ting ned …. og smid ud bagefter (til inspiration) (uge 46)

For tre uger siden pakkede jeg hele indholdet i mit skrivebord ned. Når der er gået tre (eller fire – jeg har ikke bestemt mig endnu) måneder, vil jeg smide alt det ud, som jeg ikke har brugt i den tid, der er gået. Indtil videre har jeg brugt fem ting; tape, Posca-tuscher, vandfarver, bobleplast og en kuglepen. Skulle jeg gøre det om, havde jeg nok taget nogle flyttekasser, så jeg kunne pakke ting pænt ned. På den måde ville jeg ikke skulle bakse med at finde de ting, som jeg faktisk står og mangler.
Når jeg ser på billedet, tænker jeg på de mange timer, jeg har brugt på at arbejde for at få råd til de her ting, som nu bare fylder. Tidligere ville jeg have tænkt “jeg får måske snart brug for nogle af tingene”. Men når der er gået tre eller fire måneder, og det ikke er sket, så ved jeg jo godt, at jeg ikke kommer til at bruge det lige om lidt.
Så altså; jeg synes selv, det er et ret godt minimalisme tip. Det har i hvert fald fået mine øjne op for, hvor sindssygt få ting jeg bruger i hverdagen. Resten er bare fyld og rod.
Mærk efter hvad du har brug for (uge 40)
Udfordring: Lav en liste og se, hvor meget det fylder.
De tidspunkter i livet, hvor jeg har været lykkeligst, har været, hvor jeg har haft mindst om ørerne, såvel mentalt som fysisk. Sådan en oplevelse havde jeg (igen) her i weekenden. Denne gang blev det nærmest en åbenbaring for både mig og min mand. Ideen er, at du tænker om, hvad du har brug for. Her mener jeg ikke, hvad der kunne være rart at have, og hvad du måske vil savne, men hvad du virkelig ikke kan leve uden. Lav så en liste og se, hvor meget det fylder. Mit gæt er, at det er ganske få ting, som du ville tage med dig, hvis du var tvunget til at flytte i morgen.
Hvorfor lave øvelsen?
Ideen er, at det er en frihed i at vide, at det er ganske få ting, du vil være ked af at miste. Der er en frihed i at vide, at du ikke har brug for de ting, der har akkumuleret sig igennem årene. Ugens minimalisme tip handler om at finde ud, hvad der er vigtigt for dig.
Inspiration: Få mere blod på tanden
Læs her om vores weekendtur (artiklen er ved at blive skrevet ;-), og vores åbenbaring, som, uden det var intentionen, viste os vejen frem (uden det skal lyde alt for religiøst).
Podcast: et liv med færre ting og mere tid (uge 35)
Anbefaling af podcast med Jane Ipsen Piper om minimalisme tip.
Forfatteren bag er en af de første, jeg fik øje på, da jeg begyndte at interessere mig for minimalisme for et par år siden. Jeg kan kun anbefale dig at bruge den af og til, når du har brug for inspiration til at få ryddet op og ryddet ud. Det er jo ikke et decideret minimalisme tip, men mere et tip, der kan bringe dig videre på din rejse. Jeg synes aldrig, jeg kan få nok inspiration! Find podcasten her.
Minimalisme tip om oprydning (uge 29)
Et minimalisme tip for dig, der har svært ved at få ryddet op og ryddet ud i dine ting. I perioder konkurrerer jeg mod min mand i, hvem der kan smide flest (ligegyldige) ting ud. Reglen er, at vi skal smide én ting ud på dag et, to ting ud på dag to etc. I starten er det nemt, for vi får altid gemt ting, som næsten kan kategoriseres som skrald. Det gælder for eksempel sokker med giga huller. Derefter finder vi typisk ting, som vi længe har talt om at give til genbrug. Det giver heller ikke tics ved øjnene at gå af med, men det bliver selvfølgelig sværere for hver dag. Det tager tid at komme igennem boligen, og på den måde giver du dig selv tid til at mærke efter, hvad du har brug for, og hvad du kan undvære. Du kan få flere tips om minimalisme fra de to amerikanere, Joshua Fields Millburn og Ryan Nicodemushttps, som er nogle af pionererne, hvad angår minimalismebølgen i USA. Find flere (amerikanske) minimalisme tip her.