I juli 2014 cyklede jeg Caminoen, den ca. 800 kilometer lange pilgrimsrute, som ligger i de spanske bjerge. Det er en er en af de bedste, billigste og hårdeste ferier, jeg har været på. I dette blogindlæg kigger jeg på tøj, grej og overvejelser, inden du cykler en pilgrimsrute i de varme sommermåneder.
Tøj og sko
Inden afrejse læste jeg mig frem til, at ens oppakning maksimalt vejer 8 kilo – for ens egen skyld. Det tog mig og min veninde, Christina, 10 dage at tilbagelægge 800 kilometer på cykel. Til det havde jeg to sæt cykeltøj, en kjole og et par bukser, en bluse og undertøj til en uge. Og så selvfølgelig hjelm og cykelsko. Tager du af sted i højsommeren, skal du sørge for at medbring (uv)tøj, som beskytter dig mod solen; Solen brænder, og ikke alle steder er det lige let at finde skygge. Husk derfor en solhat, som beskytter dit hoved.
Musik, lydbøger, fysiske bøger eller stilhed
Overvej om du skal have underholdning med på turen, eller om du vil have ægte pilgrimsstemning. Jeg havde valgt upbeat partymusik, mens Christina havde valgt Enya, Bach og lignende. Jeg indrømmer gerne, at hun havde truffet et mere passende valg end mig. Partymusik passer bare ikke til en bakke med 30 procents stigning, som jeg med nød og næppe forcerede med 5 kilometer i timen. På den måde kom musikken til at modarbejde mig. I dag ville jeg have valgt en lydbog, så fokus var blevet flyttet fra jernhesten til historien.
En bog om Caminoen (et must!)
Jeg tror, at min bedste investering var en bog om Caminoen, der minutiøst gik igennem hele ruten, alle overnatningsmuligheder, spisesteder, seværdigheder etc. Altså, anskaf dig en god, gammeldags bog, der giver dig alle de informationer, som du ikke kan finde online, lige meget hvor meget du prøver. Vi brugte denne bog: https://llk.dk/tyfuz7. Bogens eneste minus var, at kortene var udfordrende at afkode, til gengæld er den meget detaljeret med, hvad du kom forbi på ruten. I dag er jeg sikker på, at du kan finde en bedre bog. Det vigtigste er, at du tager én med, gerne en helt opdateret version.
Google Maps, fysiske kort eller Caminoens skilte
Jeg kan ikke finde vej, så jeg satsede på, at en state of the art Garmin cykelcomputer kunne holde kursen. OMFG! Jeg gav 2800 kroner for GPS’en, der insisterede på at lede os ind på alle (fravalgte) grusstier. Desuden blev vi konstant sendt i modsatte retning af, hvad vi skulle, og da kortene i bogen ikke hjalp, måtte vi ty til Google Maps. Det klingede for mig hult på en pilgrimstur, men det fungerer til gengæld upåklageligt. Du er dog ikke lost uden en bog eller din telefon. De blå camino-skilte, og andre aftegninger af muslinger guider dig nemlig også. Er du der i højsæson, er der desuden så mange mennesker, at du altid kan få hjælp. Jeg må også bare konstatere, at det er nemmere at finde hjælp online i dag, end det var dengang. Der er flere websites, der kan hjælpe dig på vej inden afrejse. Starter du for eksempel i Pamplona, som vi gjorde, er der god hjælp at hente på denne side.
Andet nødvendigt og unødvendigt grej
Need to have
- 3-liters Camel bag, der holder dit vand koldt, er næsten uundværlig, hvis du cykler ruten. Du vil finde ud af, at det er rart at kunne få vand, når du er tørstig og ikke skal vente, til du kommer forbi den næste butik. Nogle gange er der langt til næste stop.
- Ekstra cykelslanger og et multitool, som nærmest er schweizerkniv for cykelejere, til skift af hjul mv. Er efter mine bedste begreber svær at undvære.
- Lille førstehjælpskasse: siger sig selv, og babywipes til når man ikke kan vaske fingre, evt. efter et fedtet kæde-skift, eller en tur bag en busk 😉
- Cykelelastikker så du kan fastgøre et vådt håndklæde, sko etc. på cyklen. (Se billede nederst i indlægget)
- Silkelagenpose eller lille sovepose, særligt i de varme sommermåneder. Førstnævnte er helt geniale; De vejer og fylder intet, og så er de dejligt svale om sommeren. Vil du ikke købe nyt for turen, er en sovepose et fint alternativ. Den må bare ikke være tung eller fyldig.
- Tag IKKE et liggeunderlag med. Folk smed dem alle steder, fordi de var overflødige. Medbring i stedet et lagen.
Nice to have
- Spejderhåndklæde/mikrofiberhåndklæde, fordi det er lettere, er mindre og tørrer hurtigere
- Sovemaske og ørepropper. Der kan være larm, og folk som snorker, så gardinerne blafrer på hostels.
- Power bank; Reglen er, at man altid løber tør for strøm, når det ikke må ske. Overvej en powerbank, der oplades af solen.
- Halsedisse: Har du en aversion med tordenfluer og andet småkravl, der sætter sig i håret, skal du overveje en tynd halsedisse. Den har mange anvendelsesmuligheder og er oplagt i dette tilfælde.
- Er du lidt taktisk, køber du en musling i en souvenirbutik og sætter den på dine cykeltasker. Så kommer folk nærmest rendende for at hjælpe dig 😉
Lej en mountainbike
Jeg har en gakket gangart, og det er blandt andet én af flere grunde til, at jeg har en trehjulet liggecykel. Jeg var altså lidt stavnsbundet og var nødt til at få min cykel med. Til dig, der ikke har en speciel cykel eller et særligt forhold til den, er min anbefaling, at du skal leje en mountainbike i Spanien. Du slipper for meget bøvl; Alle kører på mountainbike på Caminoen, så de fleste kan hjælpe, hvis der opstår problemer, også cykelhandlerne, som ikke anede, hvad de skulle stille op med min. Samtidigt har du meget bedre mulighed for at cykle den ægte Caminorute og dermed undgå motorvejen, hvis det er det, du vil. Uanset hvordan du vender og drejer det, har du bedre muligheder med en mountainbike, og så slipper du tilmed for besværlig og dyr fragt.
Fragt af udstyr
Den første uventede udfordring blev nemlig at få min cykel med. Selv hvis jeg ville, kunne jeg ikke betale mig fra at få den med ombord på flyet. Jeg antog, at når ski og brede barnevogne ikke er et problem, kan en cykel, som måler 70 (b) x 210 (l) cm, heller ikke være det. Forkert! Flyselskaber kan kun fragte ting med visse mål, som, så vidt jeg husker, ikke må overstige 200 cm. Jeg kunne have skilt cyklen ad, men den var næsten nyindkøbt, så jeg turde ikke ændre ved de “personlige” indstillinger. Jeg endte med at bruge mit netværk til at få fragtet min cykel gratis med lastbil, men du har måske ikke den mulighed.
Overvej hvordan du pakker tasken
Sørg for guds skyld at have styr på, hvor du pakker hvad ned, og brug cykeltasker, som er mere aflange end dybe. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg var nødt til at tage alt op af mine tasker for at finde en eller anden ting allernederst.
Christina valgte at bruge zip lock-poser til hver kategori. Det grinede jeg af, indtil jeg kunne se, at hun aldrig bøvlede med at få fat i noget. Det er bare nemmere at fiske en pose op end en enkelt specifik ting. Og noget, som måske virker, som en biting, men som kan have stor betydning: To cykeltasker er bedre end én, fordi det giver en bedre vægtfordeling.
Afsluttende bemærkninger
Overvejelser, inden du cykler en pilgrimsrute, er der nok af, og jeg kan ikke afvise, at jeg har glemt noget. Synes du, jeg overser noget, så hører jeg gerne fra dig.
Denne miniportefølje om Caminoen afsluttes i en del to om en uge. UPDATE: Find det næste indlæg her.