Dette blogindlæg er til dig, der synes, at det der med budgetlægning er svært, men som gerne vil i gang. Du får 4 gode råd og en simpel skabelon, så du kommer i gang; Ready, Set, Læg et simpelt budget!
Nok at tage stilling til inden du kan begynde
Skal der spares penge, er et af de første råd altid, at du skal lave et budget, der viser dine indtægter og udgifter. Det er jeg helt enig i. Problemet er, at et budget ikke bare er et budget, uanset hvor simpelt det så er. Der er mange spørgsmål, der melder sig, når først man går i gang: Hvilket program skal jeg bruge til at lave det i? Skal jeg bare lave det i hånden? Skal jeg finde en skabelon og eventuelt rette den til? Hvilke poster er nødvendige for mig?
Jeg har, siden jeg tog mine gode ting og flyttede hjemmefra, haft virkeligt gode intentioner, hvad angår økonomi. Derfor har jeg også forsøgt mig med forskellige budgetter. Jeg har både fundet skabeloner på nettet og i Excel, og lavet helt simple budgetter i hånden og i Excel. Og så har jeg haft et virkeligt avanceret, detaljeret budget med makroer, der gjorde det hele selv – bogstaveligt talt! Jeg havde ikke succes med et eneste af mine forsøg, hvilket skyldtes, at jeg ikke fandt et budget, som passede til mig.
Derfor kommer der her et par fif, som du kan bruge til at finde ud af, hvilken form du skal gøre brug af.
Elektronisk eller papirversion
Det kommer an på din personlighed: kan du godt lide, at du hurtigt kan skrible noget ned, er du okay med at bruge hovedet til regnestykker, og er det bundlinjen, der betyder noget for dig? Så brug en lap papir. Er du mere detaljeorienteret, og vil du gerne se, hvad pengene mere specifik bliver brugt til? Så brug et Excel-ark.
Tænk grundigt over dit valg. Det gør formentlig hele forskellen i forhold til, om du får opdateret budgettet, når det skal gøres.
Gør-det-selv eller skabelon
Har du svært ved at overskue hvilke poster, du skal have i dit budget, så er der fine skabeloner i Excel, som kan rettes til. Er du en af dem, der hurtigt får lavet rav i den i et regneark, så lav dit eget budget. Det taget tid at rette et Excel-ark til, og inden du har gjort arbejdet, risikerer du at have mistet gejsten. Min erfaring er også at lige meget, hvor meget jeg rettede til, syntes jeg aldrig helt, at det passede til mit behov.
Tænk traditionelt eller bagvendt!
Problemet for mange, når de skal lægge budget, er, at de ikke kan overskue, hvad de egentlig bruger deres penge på. Posten “Diverse” er kolonorm! Mit bedste råd er, at du skal tænke bagvendt! Den øvelse gør, at du kommer i gang med det samme, hvilket giver en fantastisk følelse.
Sådan starter du
Tag et stykke papir eller et tomt Excel-ark. Du kan også skyde genvej og bruge denne skabelon, som jeg har lavet for dig
Lav tre kolonner med følgende overskrifter “Beskrivelse,” “Need to Have” og ”Nice to Have” – eller andre overskrifter som du har en bedre ”føling” med. Det er vigtigt, at du ikke gør det mere avanceret end det.
Herefter skal du tænke, tænke, tænke: hvilke udgifter har du? Skriv ALT ned, altså alt det, du bruger penge på: Kategorier kan være tøj/sko/accessoires, telefon/TV, mad/drikke, forsikringer, a-kasse/fagforening, byture, oplevelser, (studie)bøger, vedligehold af bolig, el/vand/varme osv. Har du en tendens til at glemme, hvad du har brugt dine penge på, så kig i din netbank. Lav derefter den samme øvelse med dine indtægt(er); hvad skal der til, for at dine udgifter er dækket? Hvis du er ihærdig, går du et år tilbage, men et halvt år tegner også et godt billede af indtægter og udgifter.
Prioriter dine udgifter: Hvad er vigtigt for dig?
Og nu kommer selve øvelsen, som er simpel men stadig svær. Du skal prioritere dine penge. Hvad er vigtigst? Er det en udgift, som du ikke kan komme udenom, eller er det noget, der gør tilværelse lidt ekstra luksus? Uden at jeg kender dig, vil jeg tro, at de basale udgifter til din bolig (el, vand, varme, vedligehold), ja, eller de absolut basale udgifter generelt er vigtigst.
Altså laver du en liste over ”need-to-have”-udgifter og “nice-to-have”-udgifter. Mellem de to lister kan du så jonglere med de tal, som du kom frem til ved at kigge tilbage i dit budget. På den måde finder du ud af, hvad du minimum skal have hver enkelt måned, for at det løber rundt, og lige så vigtigt, hvad du kan bruge på sjov og ballede, hvis du har lyst til det.
Øvelsen er god, fordi den tvinger dig til at tage stilling til, hvad der er vigtigt for DIG.
Ulempen ved fremgangsmåden er, at du ikke får det fulde overblik, fordi du ikke går ned i hver enkelt krone, som du gør, når du laver et helt budget. Men Rom blev som bekendt ikke bygget på en uge (eller var det mindre 😉 Du skal starte et sted. Lav denne øvelse og få det overordnede overblik. Får du blod på tanden, kan du udvide med et detaljeret (års)budget.
Læg dit første budget … eller hør eksperterne
Jeg vil anbefale dig at lytte til denne ene podcast fra Programmet Overskud, som laver et nyt afsnit hver tirsdag. Afsnittet handler nemlig om, hvordan man starter op på det der med at få lavet et budget.
Jeg håber, at jeg har givet dig nogle ideer til, hvordan du kommer i gang. Budskabet er: Læg dit første budget nu. Du kan gøre det meget simpelt, og du vil være lettet og stolt bagefter, når du har fået det gjort at du kan gøre det meget simpelt. Du skal “bare” beslutte dig for at gå i gang. Du må også gerne hive fat i mig, hvis du har spørgsmål til blogindlægget, som du gerne vil have opklaret.
Værktøjer til opnåelse af FIRE