“Forbrug og smid væk-“kulturen og konkurrencen om at eje de sidste nye gadgets er så stærk, at mange hurtigt mister motivationen til at leve minimalistisk og følger strømmen. Det er til trods for, at ønsket er oprigtigt og stærkt. Få masser af inspiration og grunde til at skrue ned for forbruget med bogen “Lev for det Halve – og få Familieliv, Forbrug og Arbejde i Balance” af Nanna Hyldgaard Hansen.
Èn ting, jeg har opdaget i den tid, hvor jeg har sat mig ind i FIRE og tankerne bag minimalisme, købestop og dét at ”nøjes” i hverdagen, er, at grunden til, at du gør, som du gør, skal stå knivskarpt for dig. Hvis ikke, det er tilfældet, risikerer du at miste motivationen.
Hvorfor bruge tid på at læse (endnu) en bog om minimalisme?
Bogen satte virkelig nogle ting på plads for mig; Tilbage i 2019 blev jeg fyret. Forud for fyringen var et år med næsten konstant migræne. Migrænen forsvandt, sjovt nok, lige så hurtigt som duggede bilruder på en varm sommerdag den dag jeg valgte at sygemelde mig frem for at være den pligtopfyldende underviser de sidste måneder af min ansættelse. Det va et wake up call af de helt store! I dag er jeg taknemmelig for fyringen. Det havde nemlig været et spørgsmål om tid, før jeg for alvor var brændt sammen.
Et genkendeligt hverdagsbillede
Måske er det derfor, at Hyldgaards bog om hverdagens trummerum og kamp for at få enderne til at mødes, rammer mig. For eksempel finder du følgende beskrivelse i bogen:
Hvad sker der med mig? Mit hjerte hamrer meget hårdt, også om natten. Jeg var til læge for noget tid siden for at få det tjekket, og han sygemeldte mig. Det er heldigvis intet galt med hjertet, men der er alt muligt andet galt. Jeg sover ganske lidt og har svært ved at koncentrere mig og klare små ting, der før var enkle. I går måtte jeg opgive at lave aftensmad, fordi jeg ikke kunne overskue processen. Vi skulle have toast. Jeg er holdt op med at køre bil, efter jeg på en tur til mine bedsteforældre kom i tvivl om, hvilken side af vejen det nu er, man plejer at køre i her i landet
Følelsen af at “noget skal der gøres” gengiver Hyldgaard så fint og troværdigt. Hun bliver nemlig klar over, at de ikke kan fortsætte i samme tempo, blandt andet fordi hendes mand også går ned med stress. Derfor bruger familien et år på at halvere forbruget, så de ikke er afhængige af en stor indtægt, og det er de 12 måneder læseren følger familien i en hektisk hverdag – som gradvist bliver mindre vandvittig.
Minimalisme i praksis uden prædiken
Hyldgaard går op i at forbruge mindre uden at savne, og det er dét, der gør bogen god. Den giver en balanceret (læs: ikke frelst) tilgang til mindre forbrug uden afsavn. Hun gør sig mange overvejelser om dilemmaer. Èt dilemma er for eksempel om børnene vil blive kede af, at de ikke får et spritnyt fastelavnsoutfit, som de plejer. Det samme gælder for jul, fødselsdage og ferier. Der er masser af tidspunkter og højtider, hvor vi er vant til bare at bruge og forbruge uden omtanke. Hyldgaard viser vejen.
Hvad sker der, hvis du lader stå til?
Og så er der skræmmende mange eksempler på, hvad der kan ske, hvis du bare fortsætter i samme spor. Når jeg er i tvivl om, hvorfor jeg jagter FIRE, tænker jeg på nogle af eksemplerne i Hyldgaards bog. Jeg tænker på, hvad jeg ønsker i mit liv, og mit største ønske er altid frihed. Det er min vigtigste værdi. Hyldgaard fik mig til at tænke over, hvad der er vigtigt og ikke vigtigt, uden at jeg aner, om det var intentionen. Sagt med andre ord; bogen sætter tanker i gang!
En sidste opfordring
Læs Lev For Det Halve – og få Familieliv, Forbrug og Arbejde i Balance, og mind dig selv om, hvorfor du går op i FIRE og/eller minimalisme. Vil du gerne læse flere anmeldelser af bogen og mere om forfatteren, finder du det her.